CrossEyes Aarhus søger butikschef

Til vores flagship store på Store Torv i Aarhus søger vi lige nu en erfaren butikschef, der kan varetage den daglige drift af butikken og løfte den til nye højder.

Midt på Store Torv i Aarhus ligger CrossEyes og byder velkommen indenfor. Vinduerne er store og lader solen kigge ind hele dagen. Der er højt til loftet, både bogstaveligt og billedligt talt. Væggene er dekoreret med brillehylder i lyst birkefinér, så det er nemt at se brillen på hylden. Stemningen er hyggelig, afslappende og imødekommende, og der er plads til at tage et hvil i de bløde loungestole med en kop varm kaffe og få en snak om de løsninger, der passer bedst til netop den enkelte kundes behov.

Som butikschef for CrossEyes Aarhus får du ansvaret for at sikre og øge salget i butikken. Du skal gå forrest, og får en aktiv rolle på gulvet – det administrative arbejde sørger vi for at minimere for dig, så du kan koncentrere dig om at lede og udvikle dit team, samt hjælpe alle vores fantastiske kunder. Du skal trives med at arbejde selvstændigt og tage ansvar, både overfor dine egne og dit teams arbejdsopgaver. Du skal inddrage og motivere, og din positivitet skal smitte af helt ud på gaden.

crosseyes briller original farver
crosseyes aarhus butik briller solbriller

Hvem er vi?

CrossEyes er en dansk optikerkæde med butikker i hele landet. Vi har et tæt sammenhold på tværs af butikkerne, og hovedkontoret er altid tæt på og klar til at hjælpe med alt fra produkter og salg til IT, drift og marketing. CrossEyes’ formål er at skabe den mest unikke oplevelse til et konstant godt syn – vi er her for, at kunderne altid kan se godt, da vi mener, at et konstant godt syn bidrager til daglig velvære.

Vi løfter opgaverne i flok, og som virksomhed opfordrer vi til, at du bringer ejerskab, energi og positivitet med dig i alle aspekter af jobbet, så vi sammen kan skabe en arbejdsplads med sammenhold, hjerte og åbenhed.

Hvad kan vi tilbyde?

En agil og transparent forretningsmodel hvor der er plads til, at du bliver involveret og hørt. Du kommer til at indgå i en ledergruppe på tværs af alle butikkerne, hvor I sammen kan sparre og rådgive hinanden. Derudover er der løbende mulighed for ekstra uddannelse. Hovedkontoret har du lige i baghaven, så der er rig mulighed for at blive hørt og komme med idéer direkte.

Hvem er du?

Du kommer til at sætte retningen for butikken under rammer, og du får ansvaret for et team på to optikere og en salgsassistent. Vi forestiller os at:

  • Du har erfaring som butikschef (branchen er ikke afgørende).
  • Du har et højt drive, er konkurrenceminded og ved, hvad der er godt købmandskab.
  • Du er nysgerrig, omstillingsparat og klar på at udvikle dig selv og dit team.
  • Du er struktureret, disciplineret og har et godt overblik, så du altid kan lede dit team videre.
  • Du trives med KPI-opfølgning og budgetplanlægning.

Er du vores nye butikschef?

Send os en mail med din ansøgning, dit CV og evt. anbefalinger. Husk at skrive ”Ansøgning butikschef Aarhus” i emnefeltet og send mailen til info@crosseyes.dk. Opstart er hurtigst muligt efter aftale, og vi afholder samtaler løbende. Har du nogen spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte COO Tommy Nygaard på tlf. 3133 2893.

Du kan læse mere om hvordan vi opbevarer dine personoplysninger her.